Gæsteskribent: Købmandssønnen fra Hafniahus i Rønne
Købmandssønnen fra Rønne
Carsten Thinggaard, købmandssønnen fra Rønne, og jeg er næsten lige gamle, han lidt yngre end jeg. Vores veje har krydsedes et par gange, dels da han i 90’erne var teknisk chef i Nexø Kommune og jeg arbejde for borgmestrene med markedsføring af havnen (Checkpoint Nexø), dels da hans ældste datter og Ellys og min mellemste søn stødte på hinanden under nogle studenterfestligheder i København, senere blev gift og har to dejlige piger. Så vi har set lidt til hinanden, Carsten og hans søde hustru Kirsten, i de seneste 25-30 år. Carstens opvækst som købmandssøn syntes jeg var interessant, hvorfor jeg har bedt ham om at skue tilbage på sit liv. Og derfor er han gæsteskribent på Set fra Præstedammen i dag.
Af Carsten Thinggaard
Opfordring til at skrive et bidrag
Søren Wolff har spurgt mig om jeg vil skrive et bidrag til hans blog ”Set fra Præstedammen”. Bidraget skulle handle om min barndom og opvækst i Rønne og om hvordan mit liv efterfølgende har formet sig. Så det handler nedenstående om.
Hvor jeg er født og vokset op
Jeg er født i 1944 i Lillegade nr. 14, som ligger der hvor Nørrekåsegade munder ud i Lillegade. Mine forældre købte i 1939 en ejendom her, der rummede et lille butikslokale og en tilhørende bolig. Her startede min far som købmand. Forretningen eksisterer ikke længere.
I 1947 købte min far A. F. Schack´s købmandsforretning i Hafniahus i Store Torvegade. Schack havde ejet en større købmandsgård som han i begyndelsen 1930´erne solgte til forsikringsselskabet Hafnia, som her opførte ejendommen Hafniahus. Schack havde i forbindelse med salget betinget sig at bebyggelsen ud mod Store Torvegade kom til at rumme en købmandsforretning, som han skulle leje. Her drev han købmandsforretning frem til 1947 hvor han solgte forretningen til min far. Schack, som jeg husker som en lille hvidhåret herre, boede i Hafniahus i den del, der vendte ud til Sandgade og han kom ofte i forretningen. Min far syntes forretningen skulle hedde ”A. F. Schack´s efterfølger”, hvilket den gjorde indtil Schack`s død.
Min far foran forretningen i Hafniahus
Samme år, 1947, som mine forældre købte forretningen i Hafniahus, købte de et hus på Frydenlundsvej. Jeg husker intet fra Lillegade, det er Frydenlundsvej nr. 5 der i min bevidsthed er mit barndomshjem, og jeg boede da også her fra jeg var 2-3 år gammel og indtil jeg flyttede hjemmefra 21 år gammel.
Frydenlundsvej nr. 5
Huset på Frydenlundsvej var et dejligt sted at vokse op. Selve huset, var en traditionel murermestervilla på en pæn stor grund, beliggende på en lille hyggelig vej med gamle birketræer som allébeplantning. Frydenlundsvej går fra Haslevej ned til vandet. Nr. 5 var dengang det sidste helårshus på vejens nordlige side. Mellem nr. 5 og stranden lå et par sommerhusgrunde. Et lille stykke nord for Frydenlundsvej ligger begyndelsen af Nordskoven. Så der kunne ikke klages over barndomshjemmets placering og rammer. På Frydenlundsvej var der ikke så mange jævnaldrende legekammerater, men på parallelvejen, Lærkevej med de svenske træhuse, boede der mange børn som jeg i de unge år legede med og blev gode venner med. Et af disse venskaber, med min gode ven Per Andersen, holdt hele livet og sluttede først ved hans død sidste år.
Mig som strandløve
Skolegang og hjælp i forretningen
Jeg gik i underskolen på Rønne Privatskole og herefter i mellemskolen og realklassen på Statsskolen. Skolegangen, specielt de seneste år, stod ikke mit hjerte nær. Jeg var nok det man kalder skoletræt og jeg havde kun én ting i hovedet, nemlig at komme ud af skolen. Jeg var fast besluttet på at jeg skulle ud efter 4. mellem, men min far syntes at jeg i alt fald skulle tage en realeksamen. Jeg var åbenbart så stålsat på min beslutning at han så sig nødsaget til at love mig en knallert, hvis jeg afsluttede med en realeksamen. Det kunne jeg ikke modstå, så sådan blev det.
Sideløbende med skolegangen var min barndom præget af at min far havde en købmandsforretning og jeg levede meget af mit liv inde i forretningen. Der var meget at gøre for en lille knægt, opgaver som i dag ikke længere udføres i nutidens butikker. Dengang kom mange varer hjem i løs vægt, for eksempel mel, salt, sukker, gryn, kaffe, the og meget andet. Der lå en stor arbejdsopgave i at bære diverse sække ned i kælderen og veje de forskellige varer af i forskellige størrelser poser og så bærer dem op i forretningen og sætte dem på hylderne. Dette arbejde deltog jeg ofte i.
Et andet oplagt område for en dreng var at hjælpe med vareudbringning. Også dette område var anderledes end i dag. Mange kunder fik deres varer bragt ud til forskel fra i dag, men ikke nok med at vi bragte ud, varerne blev også sat på plads i kundens skabe og skuffer og de tomme flasker skulle med retur. Øl og sodavand blev handlet i kasser med 50 styk i hver, så det var noget der vejede godt til, når det skulle stå på varecyklen og bæres ned i kælderen eller op til en kunde på 3. sal.
Man kan jo spørge sig selv om det var andet end knokkelarbejde. Det har jeg senere fundet ud af at det var. Man lærte samtidig noget om service, om at alt der var bestilt, skulle være med, at tingene kom til tiden og at det hele foregik med venlighed og imødekommenhed. Disse forhold var ikke noget jeg gik og tænkte på, men senere har jeg tænkt at det helt sikkert har været med til at præge mig som voksen.
Uddannelse
Selvom jeg var så fokuseret på at komme ud af skolen, havde jeg mærkværdigvis ikke gjort mig mange overvejelser om hvad jeg ville, efter skolegangen var færdig. Men det havde min far og han foreslog en bankuddannelse som skulle starte i Bornholms Låne- og Diskontobank og der kunne jeg begynde som bankelev i begyndelsen af det kommende år.
I tiden fra skoleafslutningen og et halvt år frem, fik jeg et job oppe på KTAS´ tegnestue i Skt. Mortensgade, hvor jeg skulle hjælpe til med at opmåle og indtegne kabelanlæg på store tegninger. Alle på tegnestuen var venlige og hjælpsomme, lederen af tegnestuen hed Orla Petersen, han var uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Da det halve år var gået og tiden for påbegyndelse af livet som bankelev var nært forestående, følte jeg at jeg måtte skifte spor og i stedet for gå i lære som tømrer. Det tror jeg ikke helt passede min far, men sådan blev det og det har jeg aldrig fortrudt.
Jeg kom i lære i Frydenlund Byggeforretning og husker læretiden som en dejlig og spændende periode i mit liv. Efter læretiden læste jeg til bygningskonstruktør og blev færdig i 1968 i København. Jeg havde ikke overvejelser om at rejse tilbage til Bornholm, det var livet i København alt for spændende til. Men i forbindelse med aftjening af værnepligten kom jeg tilbage til Bornholm.
Mig og min svendeprøve
Efter soldatertiden, der foregik i Segen i Almindingen, fik jeg ansættelse på KHR’s tegnestue i Virum. KHR var en meget stor tegnestue med over 200 medarbejdere, hvor den største del var uddannede arkitekter og samarbejdet med dem overbeviste mig om at jeg også skulle gå den vej, og efter tre år, i 1971 påbegyndte jeg arkitektuddannelsen på Kunstakademiet i København.
Kort tid inden jeg begyndte på Akademiet, havde jeg mødt min kone Kirsten, og jeg havde købt en lille lejlighed på Skt. Hans Torv. Her flyttede vi ind og har lige siden holdt sammen. Kirsten havde job ude på tegnestuen i Virum, hvor jeg også i alle studieårene i kortere og længere perioder, havde mindre opgaver. På trods heraf var der behov for at øge indtægterne lidt og derfor tog jeg et erhvervskørekort og kørte i studieårene taxa i København et par aftener/nætter om ugen. Dette fungerede godt og jeg syntes det var spændende og gav et godt afbræk i de daglige rutiner.
Beskæftigelse
Jeg tog afgang som arkitekt fra Kunstakademiet i 1976 og fik umiddelbart efterfølgende tilbudt ansættelse i Hovedstadsrådets Planlægningsafdeling, hvor jeg blev beskæftiget med regionplanlægning. Det var en anden del af arkitektfaget end at tegne huse, som var min oprindelige intention, men det var en meget lærerig efteruddannelsesperiode, som i mit senere erhvervsforløb har været en stor fordel for mig.
Vi havde ofte i familien, vi var nu gået fra at være to til at være fire, leget med tanken om at flytte til Bornholm, som børnene jo kendte fra de jævnlige besøg hos mine forældre og som nok, i deres bevidsthed, var præget af sommer, sol og is. I 1984 gjorde vi alvor af det og flyttede til Svaneke.
Jeg havde fået et job, som byplanlægger i Nexø Kommune som et år efter blev ændret til teknisk chef i kommunen. Nexø Kommune blev på nogenlunde samme tidspunkt som min ansættelse ramt af stagnation og nedgang i fiskeriet og i fiskeindustrien og det prægede selvfølgelig kommunens udvikling at hovederhvervet og hovedindkomstkilden langsomt svandt ind og det var helt tydeligt at luften var gået af ballonen. Dette betød dog ikke at kommunens opgaver ikke skulle løses og i de små ti år jeg var i Nexø var der mange store projekter, der blev gennemført. De største var to omfattende miljøforbedringsprojekter, nemlig etablering af Halmvarmeværket i Nexø med tilhørende etablering af ledningsnet og modernisering og udbygning af kloakforsyningen med tilhørende rensningsanlæg og havledninger. Det var begge opgaver som krævede en betydelig indsats fra kommunens side.
I begyndelsen af halvfemserne nærmede jeg mig halvtreds, vores børn nærmede sig en alder hvor der tegnede sig et billede af ønsker om uddannelse i København og hvor forældrene så ville blive efterladt på Bornholm. Et billede som vi ikke helt syntes om og som vi jo kunne genkende fra mine forældre. Sideløbende stod det klarere og klarere for mig at jeg ikke ønskede at Nexø skulle blive slutstenen i min karriere. Jeg havde lyst til at prøve noget mere og begyndte at se mig om efter et nyt job i København. Det endte med en stilling som Teknisk Direktør på Københavns Universitet.
Pensionist
Jeg tiltrådte på universitetet i 1993 og blev der til jeg valgte at gå på pension i 2011, så det blev til næsten 20 år og det blev 20 år som var meget tilfredsstillende for mig. Da jeg lod mig pensionere var jeg 67 år gammel, hvilket jeg synes var passende så jeg ikke ville være alt for gammel inden jeg gik på pension, i håbet om nogle gode år som pensionist. Året inden var Kirsten gået på pension.
Vi havde sammenlagt boet mere end 30 år i København og det havde vi nydt, også de sidste 20 år medens jeg arbejde på universitetet og havde kontor på Frue Plads og min kone arbejdede i Havnegade. Vi boede ved søerne og kunne begge gå frem og tilbage til arbejdet, det var så ideelt det næsten kunne blive. Vi synes begge om København der er en dejlig by at bo i.
Der er mange fordele ved at bo i byen, men man kommer ikke udenom at der også er ulemper, blandt andet røg, støj og møg, disse ulemper ville vi gerne undvære og erstatte med skov og strand. Vi fandt derfor et passende hus i et lille fiskerleje i Sydsjælland som vi købte i 2012 og her er en stor del af min tid gået med at afprøve de gamle færdigheder jeg lærte som tømrerlærling.
Bornholm har altid fyldt meget i vores tilværelse og gør det stadig. Der har ikke været mange år, vi ikke har været en tur derovre og i år bliver ikke en undtagelse. Nu hvor vi ikke har nær familie på Bornholm bor vi som regel i Hjemstavnsforeningens udmærkede sommerhuse i Svaneke og det skal vi også denne sommer. En tur til Bornholm omfatter også altid en tur ned af Frydenlundsvej og forbi nr. 5. Det hele ligner sig selv, der er gu´ske lov ikke sket de store ændringer, det bliver straks værre når man kigger ned til stranden.
Min søster og mig og en legekommerat
Dengang jeg boede der, var der, som jeg husker det, en 30-40 m bred sandstrand med marehalm og rosenbuske tættest på land og så ellers kridhvidt sand. I dag er hele stranden væk og der ligger et stenet smalt areal tilbage, uden nogen rekreativ værdi. Efter at have konstateret forandringen, kan man så mumle lidt i skægget om naturens luner og kræfter, men desværre er den katastrofe der er sket nok mere menneskeskabt. Uden at have hydrologisk indsigt er destrueringen af hele stranden fra slagteriet og til Antoinette formentlig en følge af en forkert udformning af udvidelserne af Rønne havn. Det bør være en ommer for kommunen.
Min søster og mig m.fl.