Gæsteskribent: Dengang der var rigtig vinter ved Doktorbakken

Svend Kramp, kendt radiostemme, har haft sin opvækst på Doktorbakken i Aakirkeby i 1950’erne, dengang der altid var lange vintre med sne og is og børn, der muntrede sig med resultatet af vejrliget. Det skriver han om som denne weekends gæsteskribent på Set fra Præstedammen. Svend Kramp har i 60’erne været med til udgravningerne ved Slusegård sammen med den nuværende dronning Margrethe, og han haft et langt liv som journalist, 17 år på Bornholms Radio og senere  som den kendte oplæser på Radioavisen. Svend har bevaret interessen for arkæologi og har været med til at grave overalt på øen.

Billedet øverst er fra en vinter på Doktordammen omkring 1970. Foto: Aakirkeby Lokalarkiv.

 

Af Svend Kramp

I denne januar 2018 er det foreløbig stort set ikke vinter, så det er svært at forestille sig, at Bornholm og Aakirkeby ”i gamle dage” var ramt af sne og is i flere måneder hvert år. I hvert fald er det sådan jeg husker vintrene fra min barndom i 1950’erne. 

Svend Kramp en varm sommerdag i  sommerhuset ved Dueodde

Mit barndomshjem var den store røde bindingsværksgård Doktorbakken 3, hvor mine forældre var tandlæger, så mine oplevelser af vinteren drejer sig mest om Doktorbakken og Doktordammen, hvor der var et fantastisk leben hele vinteren. Der var selvfølgelig meget af det samme liv på Præstedammen og andre damme i byen, men dér kom vi ikke – byen var på en måde delt op i kvarterer uden om Torvet, og som børn kom vi ikke meget rundt i de andre dele af byen, kun når vi skulle i skolen i Østergade. 

Faldt i Doktordammen
Så snart der kom is nok på Doktordammen, fik børn, unge og voksne travlt med at løbe på skøjter - bare løbe rundt og hygge sig, lege tagfat på skøjter, forsøge sig lidt med kunstskøjteløb eller spille ishockey, når sneen var ryddet af isen, så den var nogenlunde glat. Med de lange vintre dengang kunne vi løbe på skøjter i flere måneder. Når isen begyndte at tø, brød vi den op i flager, og så blev det en sport at lege tagfat på isflagerne. Men efterhånden blev flagerne mindre og tyndere og bar ikke så godt, og så skete det selvfølgelig, at en lille flage tippede rundt, så man gled af, eller at to børn hoppede hen på den samme lille flage, så de begge røg i vandet. Så måtte vi igen hjem og have tørt tøj på. Nogle gange var det børn, der boede længere oppe i byen, så de kom hjem til os og lånte noget varmt tøj.

Den første sne blev selvfølgelig brugt til sneboldkampe på vej til og fra skole, eller vi lavede snemænd og byggede store snehuler eller sneborge, men det foregik mest hjemme i haver og gårde.  Når det havde sneet rigtigt meget, og vinden havde hvirvlet sneen rundt i store driver langs huse eller hække, kunne vi grave dybe gange inde i snedriven, lave huler, bygge sneborge og bygge glidebaner oven på driven. 

Ukendt kane på tur i Alminndingen. Foto: Aakirkeby Lokalarkiv

Kælkerace ned ad Doktorbakken
Ellers var sne lig med kælkeføre. Nogle kørte siddende på kælken, men det bedste var at stå med kælken i hænderne, sætte i løb, smide sig på maven på kælken og køre ned. Jeg havde i mange år en særlig let og hurtig kælk, med skelet og meder af rør, som gav en lille modstand mod hård sne. Som regel kælkede vi  fra gaden ned ad bakken mellem nr. 5 og 9, ned mod Åge Mortensens gård nr. 7, og drejede af ned mod Doktordammen – uden at støde ind i gårdens gavl, hvor den gamle fru Peter Ipsen havde sit soveværelse. Bakken var stejl nok til at få ret meget fart på kælkene og så blev der kørt race – evt. ved at sætte fart på med hænderne og skubbe lidt til hinanden for at komme bedst rundt i svinget og længst ned ad vejen mod dammen. Man kunne også starte fra den lille fliseplads foran Egon Nielsens radio- og tv-forretning i nr. 5, ned over den korte stejle skråning og lige ud mod dammen, men det var der ikke så meget sport i.  Der blev også kælket ned på isen på dammen, fra gaden ned ad skrænten (der var ingen autoværn), over vejen langs dammen og ned ad en rampe af sne ned på isen, for at se, hvem der kom længst ud på isen. Det krævede stor disciplin, så der ikke kom nogen i vejen for sådan en hurtig kælk. Desværre sket det jo også nogle gange, at man ikke fik ramt sne-rampen rigtigt, og så kunne man være uheldig at ryge med kælken ned under isen. Der var heldigvis ikke særligt dybt, men det var en kold og våd oplevelse, så det gjaldt om at komme hurtigt op og hjem og få tørt tøj på. 

Svend Kramp og hans kælk, som han brugte i mange år. Billedet er fra 1946. Privatfoto

Heste- eller biltrukne kælke
Kælkene blev også brugt til en anden lille leg. I sneføre dengang kørte landmændene med hestetrukne åbne slæder eller kaner på indkøb i Brugsen, som lå i den senere biblioteksbygning i Eskildsgade ovenfor Doktorbakken. Så var vi nogle drenge fra byen, der havde en lille sport med at smide rebet fra kælken ind om stiverne til en mede på en slæde eller helst om stativet til kuskesædet bag på en kane og på den måde få en kælketur ud på landet, så langt vi havde lyst, indtil vi så en kane på vej ind mod byen, så vi kunne få en tur tilbage. Det kunne vi bruge mange timer på. Men bønderne var ikke glade for vores kælketure - det var farligt, mente de – så nogle gange slog en bonde bag ud med pisken, for at skræmme os væk. Så gjaldt det om enten at have et meget langt reb i kælken og få lang afstand til kanen, eller trække kælken helt ind under kuskesædet, så han ikke kunne ramme med pisken. Så det er med stor fornøjelse, at jeg hver jul ser de fine kaner rundt om i den pyntede AakirkeJuleby. En af kanerne var i øvrigt min fars. Den brugte familien til kaneture op i skoven, evt. med et par børn på kælk eller ski efter et langt tov. Vi har også prøvet at stå på ski efter bilen, med far ved rattet, nede på nogle af de lange stille sogneveje på Sydlandet. Når der kom lidt fart på bilen kunne vi slå nogle store sving ud på markerne og ind på vejen igen. Men vi skulle passe på, at der ikke var træer, hegn eller fodgængere eller biler på vejen. 

På ski, spændt efter faderens bil. Det er december 1962 og her ses Svend sammen med søskende-
parret Inger og Erik Alsing.

Lækker mælk lige fra koen
Vinterens sne og is betød dog også lidt alvor i hverdagen. Dengang havde Åge Mortensen malkekøer på gården, og hver dag ved halvsekstiden , når han havde malket køerne, strømmede børn og voksne til fra hele byen, for at købe den daglige ration frisk mælk i de medbragte spande, gerne af letmetal, som blev fyldt op fra de store mælkejunger i det lille mælkerum lige ved gårdens indkørsel. Når der så var is og sne på vejen derned skete det jo, at man gled med sådan en fyldt mælkespand, og så måtte man tilbage og få en ny portion. Mælk skulle vi jo have. Det var sødmælk, lige fra koen, dejlig at drikke og lave mad af. Især gav det en lækker tykmælk, når en portion frisk mælk stod natten over i en stribe skåle i et koldt vindue. Og fløden lå i et tykt lag ovenpå mælken, når den havde stået natten over. Men man skulle passe på at rense mælken for strå og andet snavs, for den var jo ubehandlet, lige fra stalden !

Pligterne kaldte
Hvert nyt snefald betød også arbejde med at rydde gader og fortove for sne. Og det var mange børns job dengang. Jeg havde det nok lidt værre end andre, for som teenager skulle jeg holde rent både ud for huset på Doktorbakken og langs havemuren mod Stengade, som den hed dengang. Det var fast arbejde hver lørdag året rundt og hver dag, når der var sne. Det skete ofte, at patienter til klinikken parkerede deres bil med næsen op ad bakken, og så måtte jeg endda ud og skubbe på for at få bilen i gang. 

 Ja når jeg tænker tilbage, var det altid vinter i min barndom med mulighed for at lege og hygge sig udendørs med mange slags vintersport. Det var lang tid før computerspillene, så børnene legede meget ude og dengang der var markante årstider - før klimaforandringerne.