Gæsteskribent: Barndomsminder fra et fiskerleje i 40'erne og 50'erne

Af Tom Vesth, Hasle
tidl. mangeårig annoncechef på dagbladet Bornholmeren

Jeg er født og opvokset et lille sted på bakken over havnen i Teglkås,.

Lige over bakken var mit fødehjem. Læg mærke til hvor meget bevoksningen i bakkerne nu har ændret sig.

Det var et sted med gode muligheder for mange aktiviteter ved havn, strand og skov.

1945 var året, hvor jeg blev født i december måned og jeg havde min barndom og opvækst i 40-erne og 50-erne.

Teglkås var dengang et fiskerleje med havnen, der var fyldt op af fiskerbåde. Næsten alle, der boede i fiskerlejet, var beskæftiget med fiskeri. Mændene tog på havet og fiskede, og kvinderne hjalp til med pille sild af garnene, silderøgning om sommeren m.m., foruden selvfølgelig alt andet i hjemmet.

Enkelte husstande lejede værelser ud til turister om sommeren og fik på den måde lidt indtægt.

Der var i denne periode kun beskedne indtægter for fiskerne og andre.

”Hellig” krig
’Helligpeder var et andet nærliggende fiskerleje. Her gik børnene i Rutsker Kirkeskole. Der var i barneårene "krigerriske" tilstande imellem os børn fra Teglkås og Helligpeder. Det kunne være en "farlig" cykeltur til Hasle, når vi tog vejen til Hasle og den gik via Helligpeder. Det ændrede sig da vi kom i "voksenalderen" som 14 årige og der opstod nu gode venskaber mellem os.

Ovenfor Teglkås var der mindre husmandssteder og landbrug. Jeg selv er opvokset et mindre sted med mine forældre, to brødre og bedsteforældre. Så mange i et mindre hus gav selvfølgelig begrænsede muligheder for den enkelte og krævede en hensyntagen, hvis alle skulle kunne være der.

Jeg er den ældste af tre brødre hvor der er skes år i mellem os hver.

Små bibeskæftigelser
Far var murer og mor hjemmegående med lidt arbejde i røgeri og med servering. Dengang var der ikke beskæftigelsesmuligheder i indenfor murerfaget som i dag i vinterperioden. Dagpengesystemet var også helt anderledes. For at hjælpe på økonomien havde far uldkaniner, der blev klippet og ulden solgt. Grønsager og lignende dyrkede han selvfølgelig også biodynamisk efter sol og måne og alle "kunstens" regler, mange år før det blev "moderne". Omkring juletiden bandt han kranse og solgte. 

Der var ikke mange indtægter dengang, hverken hos fiskerne eller arbejderne generelt. Næsten alle ved og omkring fiskerlejet var lige rige/fattige, så her var der ikke store sociale forskelle økonomisk.

Som barn var det en sorgløs tid. Vi var en gruppe børn, hvoraf jeg var en af de yngste.

Dengang var det altid sne, når det var vinter og sol og varmt om sommeren.

Sådan huskes det.

Der var mange muligheder for aktiviteter. Om sommeren var det især med leg ved vand og strand, badning fra stranden eller i havnen. Man kunne også låne en robåd og tage en tur langs kysten.

Med skruen i vandet
Der er sket en del strandinger ud for Teglkås. Et skib fik engang skruen slået af på en sten. Skruen ville vi drenge fiske op. Den havde ligget der adskillige år. Vi ville sælge den. Troede den var af messing og havde en vis værdi. Efter megen dykning og besvær, fik vi et reb om skruen og kunne transportere den i land. Den var for tung til at vi kunne få den op i båden. Da den kom på land, viste det sig at den var af støbejern og ikke havde større værdi. Måske fiskerne vidste det og derfor ikke selv gjorde noget for at få den op. Men lidt håndører fik vi da ud af det og fiskerne har sikkert tænkt, at så var vi beskæftiget så længe.

Om sommeren kunne man få lov til at tage med fiskerne på havet, når de vragfiskede. Her blev sildegarnene sat og blev så trukket ind efter nogle timer. I mellemtiden pirkede vi torsk. Havde det været blæst forud, kunne der være gammel sø,  hvor bølgerne kommer helt uregelmæssigt og giver uberegnelige bevægelser  af kutteren. Så var det, at søsygen kunne melde sig. Nogle fiskere kunne godt blive søsyge, hvis de havde en længere periode på land, hvor båden skulle klargøres. Så skulle de lige tilvendes søen igen.

Klatrede efter mågeæg
Skoven var også spændende og stor, når man selv er lille. Og ikke at forglemme klatringer i klipperne ved Jons Kapel efter mågeæg. Her kunne klippehulerne også udforskes.

Om vinteren kunne man ikke tænke sig en bedre kælkebakke end vejen fra Teglkås og op. Stejl og med sving og ingen særlig trafik. Det bakkede terræn ovenfor kysten var også ideelt til skisport. Det gav friske kinder og naturlig træthed. Endelig var der også mulighed for leg på is ved mindre moser og vandhuller samt ved vandet, når der var is på havet.

Leg på is. Bodil Lund Hansen, Svend Erling Vang, Connie Olsen, Bente Vang og Jens.

Når stormvejret rasede, skulle der gåes strandvagt. Den fisker der havde strandvagten mellem Teglkås og Vang over Jons Kapel havde en barsk tur i stormvejr. Mellem Jons Kapel og Vang var et telefonhus, der kunne ringes fra, hvis der skulle alarmeres stranding eller andet. I storm og mørke var det en virkelig barsk tur. Tit havde fiskeren, der gik denne strandvagt, sin hustru med.

Alle mænd udkommanderet til at skovle sne
Sneen om vinteren langs kysten fra Teglkås til Hasle, voldte almindeligvis ikke problemer med at komme frem, dog kunne der godt være problemer på bakken ved Nordvang og ved indkørslen til Hasle. Men Udmarksvej på bakkerne over kystvejen var tit anderledes ufremkommelig. Når vejen her havde været lukket på grund af sne i nogen tid, blev der udkommanderet snerydningsmandskab. Det var mænd fra området, der fik besked på at stille med en skovl for at grave vejen fri for sne. Jeg er ikke vidende, om det var mod betaling eller det blot var en pligt. Men det var alle mænd, der blev udkommanderet.

I sommerperioden var det muligt for arbejdsløse at få lidt indtægt ved at meje grøftekanter og vejrabatter.

Penge var der ikke mange af i mange af i de private husholdninger, men fisk var der rigeligt af og til rimelige priser .

Penge var det småt med
I 40-erne og 50-erne var der ikke store indtægter i fiskerierhvervet såvel som der heller ikke var det i mange andre erhverv. Mange dyrkede selv deres grønsager, samlede brændbart strandgods, skovede træer m.v. for at strække økonomien i det daglige.

Som barn erindrer jeg ikke at have oplevet det fattigt. Måske fordi vi lignede vore omgivelser og dermed havde meget ens kår.

De dengang økonomisk velstillede i området, var vel nok gårdmændene i oplandet. På mange af gårdene var der dengang en til to, ofte unge mænd ansat, foruden måske pige i huset.

De boede på gårdene i karlekammer, ofte beliggende i sammenhæng med staldbygninger. Ikke alle steder dengang var der adgang til stuehuset  med varme om vinteren, bortset fra ved spisetiderne. Vinteren kunne være en barsk oplevelse med hvidefrost indvendigt på kammeret og på dynen. For en del unge var det starten af arbejdslivet efter endt skolegang som 14-årig.

Skolegang hver anden dag
Jeg startede i skole som 7-årig og forlod skolen som 14-årig. Det var i Rutsker Nordre skole, hver anden dag tre gange ugentlig. Fra 2. klasse og frem, var der to årgange i hver klasse. Ved 4/5 klasse fragik  de elever, der skulle i mellemskole, hvor undervisningen foregik andetsteds.

 

Lærer: Martha Mogensen. ( Tror billedet er fra 1953 ). 
Elever :
Bagerst Tom Vesth, Mogens Sommer Christensen, Bodil Lund Hansen, Verona Andersen, Jytte Jørgensen,
Annelise Jørgensen, Jette Mortensen og Svend Åge Ingildsen.
Midten: Bente Thiesen, Kirsten Pedersen, Hans Orla Abildgård, Kaj Vest, Benny Nielsen, Svend Mortensen,
Kirsten Sonne og Ingelise Jørgensen.
Nederst: Stella Mogensen, Kirsten Svendsen, Åse Olsson, Grete Lis Westerdahl, Kai Andersen, Ingrid Vest,
Birgit Jacobsen, Connie Olsen og Inga Westerdahl.

Der var ca. 5 km. fra Teglkås til Rutsker Nordre skole. Turen til skolen foregik naturligvis mest på cykel. Om vinteren var det ofte ikke muligt at cykle p.g.a. sneen. Så foregik det på gåben med genvej over marker og grøfter. Ofte havde jeg følge af en pige, der var lille af størrelse. Når de snefyldte grøfter skulle forceres, måtte jeg løfte pigen over den snefyldte grøft, da hun ellers ville "drukne" i sneen. Af og til kunne vi være heldige og få kørelejlighed i kane noget af vejen med en landmand, der transporterede mælken i kane til mejeriet.

I regn og sne, kunne det ske, at man var gennemblødt ved ankomst til skole. Så hændte det, at jeg kom ind i lærerindens stue på en sofa med tæppe over mig og fik tøjet af og hængt til tørre ved kakkelovnen.

Besøgte ofte en kunstner
Politik blev tit diskuteret i mit hjem. Far var en aktiv og organiseret socialdemokrat og var en af dem, der ved alle valg var ude i nærområdet for at diskutere og agitere i forbindelse med valgene. Jeg selv startede i DUI i 12-13 års alderen. I samme alder besøgte jeg ofte en kunstner ved navn Ib, der boede i et af de nedlagte røgerier i Teglkås. Han abonnerede på Politiken. Her fandt han interessante politiske emner ,som han gerne ville diskutere. Så kogte han pølser som han bød på, samtidig med han fik sine daglige øl. Har senere tænkt på, hvor meget jeg dengang egentlig kunne udfordre hans holdninger. Men han må have fået noget ud af det, fordi det stod på i en længere periode. Måske har han gerne villet forme og påvirke den kommende generation.

Der blev røget sild i flere af røgerierne i Teglkås. De sild, der faldt af pinden under røgningen, kunne vi få at spise gratis. Dengang var det ikke en spise, jeg var begejstret for. Det har så ændret sig siden.

Ingen sælproblemer
Sæler var i min barndom ikke et problem af betydning for fiskerne på samme måde som i dag. Husker en sælunge, der var viklet ind i noget af fiskernes garn. De tog den med i land, satte den i hyttefad og fodrede den til den blev større, hvorefter de sejlede den ud på havet og slap den løs. Den blev aldrig tam, men hvæsede ad os, selv når den blev fodret.

 

Sælerne havde ikke spist Svend Erling Vangs fangst her.

En periode havde vi en lærer, der også var kirkesanger. Hver gang, der var begravelse, fik vi fri for skolen, da han skulle synge i kirken. Den samme lærer havde ikke megen pædagogisk sans. En af eleverne, der var ordblind , tror jeg, kunne ikke følge med i undervisningen, men blev så i stedet sat til at kløve brænde eller hjælpe med opvasken i privaten. Det blev belønnet med cigaretter. Samme lærer havde også for vane, ved gymnastikken om vinteren, hvor der kunne være vådt på gulvet, hvor vi skulle ligge og gøre gymnastik, at flytte rundt på os, således børn der kom fra de større gårde fik de tørre pladser.

Der kom nyt lærerpar på skolen. Det var et generationsskifte, der gav fornyelse i undervisning såvel som pædagogik. Det blev et par rigtig gode skoleår med dem. Desværre var det kun en kort årrække, hvorefter de flyttede til Jylland. 

 

Det nye lærerpar der kom med en helt anden indgang til undervisning og til pædagogik.
De heder Schmidt i til efternavn, dengang var man ikke på fornavn med llærerne.

Den sidste skoleperiode havde jeg/vi vikarer. Mine 7 års skolegang blev forlænget med 3 måneder, da der blev bygget en ny centralskole i Rutsker og der samtidig med denne blev ændret på skolestart/-slut. Elever fra Rutskers 2 skoler, Nordre skole og Kirkeskolen blev samlet på centralskolen. De elever i afgangsklassen der havde jobaftaler slap for de 3 måneders ekstra skolegang.

Sociale forskelle husker jeg ikke at have oplevet som barn. Vi var ved Teglkås meget samme socialklasse og jeg erindrer ikke, at vi som børn oplevede, at vi var forskellige. Dog vil jeg tro de voksne havde en anden oplevelse af dette uden for vort nærområde.

Nabohunden fulgte mig i skole
I starten af 50-erne fik vi nye naboer. Kunstnerparret Tulla og Arne Ranslet flyttede ind. Penge havde de ikke meget af, men de prioriterede virkelig deres kunstneriske arbejde. De havde ung pige i huset, for at de kunne hellige sig deres arbejde med keramikken og maleriet. Her fik jeg fritidsjob med at rense mursten fra en nedrevet bygning. Murstenene skulle genbruges. Lommepenge var der ikke rigtigt noget der hed. Lidt håndører kunne tjenes ved at hjælpe fiskerne med deres redskaber på land og andre gange ved gårdmænd ved høst og lignende. Det sidste begrænsede sig naturligt for mig p.g.a. støvallergi, hvad der især kom til anfald ved høst.

Tulla og Arne Ranslet havde altid store hunde, der også kunne være aggressive. Jeg kom altid fint ud af det med dem.  En af dem fik for vane at løbe med mig i skole. Så lå den udenfor klasselokalet medens vi havde time. I frikvarteret jagtede og bed den elever, der løb. Her fik jeg så besked på at køre tilbage med hunden. Samtidig slap jeg for undervisningen i den tid. Efter en tid, fik jeg dog besked på, at jeg straks om morgenen skulle køre tilbage med hunden. Så var det kun med en mindre forsinkelse jeg mødte i skole.

Kvinderne mødtes jævnligt til sy- og strikkemøder. Her blev den lokale "verdenssistuation" vendt og drejet.