Gæstekøkken-skriverens delikate bøfsovs

Gæstekøkken-skriverens delikate bøfsovs

Præstedammens køkken har haft "morgenbesøg" af en gæstekok i form af min gamle ven, forfatteren Johannes Lundstrøm, der er så venlig at meddele, at han savner nogle flere af mine skriverier om madlavning.

Så kom han med en opskrift på en hjemmekomponeret sovs. Han fortæller om baggrunden for opskriften: “Sovsen er udviklet over mange år. Det begyndte faktisk, da vores søn var lille og skulle have grøntsags-mos, for vi havde ikke meget tillid til det, man købte på glas.

Denne variant er beregnet til en solid bøf, hvad vi da også fik i går sammen med kartofler og stuvet spidskål med jordskokker. Det havde jeg krydret med rosmarin.”

1 stor gulerod
1 tilsvarende mængde selleri 
1 mellemstort løg
1 cox orange æble
salt
peber
timian
lidt balsamico
1/2 dl. oksekødbouillon

Skær æble og rodfrugter i store tern, løgene i små. Svits løgene i en gryde til de er blanke og tilsæt rodfrugterne som svitses lidt med. Hæld derefter bouillon over og lad det simre til rodfrugterne er møre. Tilsæt æbletern og lad det simre et par minutter.
Pureres med stavblender og - velbekomme!

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler