Fulgte dronningens råd og var unyttig/doven en hel dag

Jernjuletræet kom ind i gården i går,  før jeg blev ramt af dovenskab. Her ved Præstedammen er vi snart klar til at modtage vores julegæster. Og snart sidder vi foran tv'et og lytter til dronningen nytårstale. Selv om jeg ikke er særlig kongetro, erkender jeg, at Dronning Margrethe ofte har sagt nogle kloge ting i sine nytårstaler. Jeg har i dag fulgt hendes opfordring fra den tale, hun holdt nytårsaften i fjor: Jeg har været unyttig hele dagen, ligget det meste af tiden og ikke foretaget mig andet end at glo op i loftet eller at tjekke min iPad. Ikke fordi jeg er deprimeret, men udelukkende fordi jeg i morges fandt ud af, at jeg trængte til en slap-af-dag. Besøgte Elly på Sønderbo Elly er på sin sidste aflastningsuge i år på Sønderbo. Så jeg var ude at besøge hende en times tid i formiddag. Måske syntes hun, at mit besøg var lidt kedeligt, så til sidst faldt hun i søvn i kørestolen foran fjernsynet. Da jeg havde sikret mig, at hun sad/lå behageligt med et tæppe over sig, listede jeg af sted og satte kursen mod Aakirkeby. Egentlig havde jeg planer om at lave en hel masse i dag. Men da jeg havde været temmelig flittig hele den forgangne uge besluttede jeg mig for at komme helligdagen i hu og gøre absolut ingenting, bortset fra at indtage føde og drikkelse, når behovet meldte sig, og naturligvisa lukke katten ud og ind efter dens behov. Dagens dovenskab er også årsagen til, at jeg ikke har fået skrevet noget på bloggen, selv om jeg havde et par emner udover dette. Nyttigt at være unyttig en gang imellem Jeg vil lige repetere, hvad dronningen bl.a. sagde i sin nytårstale for snart et år siden: - Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver. Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda. Jeg imødeser med interesse dronningens nytårstale om 14 dage og håber, at også den vil byde på noget klogt, som vi danskere kan have glæde af at tænke over til næste år.   Hvis du vil gense  eller genlæse dronning Margrethes 2017-tale er her et link til begge dele  

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler