Forslag: Stort fællessang-stævne i Aakirkeby når vi er sluppet ud af Coronaens favntag
Billedet herover er taget af Ronald Kofoed-Rasmussen, den nye borgerforeningsformand. Det er fra vores sangtræf forleden her ved Præstedammen. På billedet, der åbenbart er taget med zoom ser det ud som om folk står meget tæt, men det gjorde vi ikke den søndag formiddag.
Der er sikkert nogen, der har læst min lørdagsblog på www.tidende.dk
I det seneste indlæg skrev jeg om fællessang ved Præstedammen. Det viste sig at være ulovlig sammenstimlen af ca. 20 mennesker. Så jeg arrangerer ikke mere fællessang her i Corona-tiden.
Til gengæld vil jeg arbejde for et stort sangtræf, når vi en gang slipper ud af isolationen.
Det har jeg formuleret således i min blog:
“Der kom ikke noget politi, mens vi sang. Men bagefter gjorde nogen mig opmærksom på, at vi nok havde overtrådt loven. I dag skrev jeg til politiet på Bornholm og fik bekræftet, at den slags må man ikke.
Det betyder så, at jeg ikke kan indfri et halvt løfte om, at jeg vil arrangere lignende sangtræf hver søndag under Corona-krisen. Til gengæld agter jeg, når det forsamlingsforbud ophæves at invitere hele Aakirkeby til sang en søndag på et eller andet udendørs sted i byen, hvor vi kan være rigtig mange, føle os fri og synge alle de viser, vi har lyst til.
Skulle nogen være interesseret i at være med til at stå for sådan en festlig sammenkomst, hører jeg meget gerne nærmere. Ligesom ideer om rammer for arrangementet modtages med kyshånd.”
Jeg kan oplyse at jeg har talt med flere samarbejdspartnere, som er meget interesseret i at være med, men er der andre, som har lyst til at være med i arrangementet eller har ideer må de meget gerne kontakte mig på min mail wolff@wolff.dk