En gammel døv, svimmel og ugidelig skriverkarl

Selfietekst: Det er næsten lige så svært at tage en selfie af et øre, som det er for mig for tiden at høre. Men lykkens gang var den tredje. Foto: Køkkenfotografen

Ding-dong, her er 18.30-nyheder fra Præstedammen!

Vi lægger ud med meddelelsen om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke i dag udskrev valg til Folketinget.

Og dernæst til den med spænding imødesete rapport fra vores egen verden:

Hele redaktionen på Set fra Præstedammen og dermed en stor del af redaktionen på AakirkebyPortalen er ramt af ustabilitet i disse dage. Derfor er nyhedsstrømmen ikke helt almindelig.

Sagen er den, at jeg - som vistnok tidligere fortalt - har fået noget antidepressiv medicin, eller rettere medicin, som skal modvirke depressioner. Men som i mit tilfælde skulle kunne hjælpe på nogle til tider voldsomme føleforstyrrelser i fødderne, affødt af en kemokur, jeg gennemgik for halvandet år siden, Jeg har nu i samråd med min læge afprøvet to forskellige præparater. Det første bedøvede mig nærmest, så efter en dag ikke at have held til at stå på egne ben efter forsøg på at komme ud af sengen, valgte jeg at droppe det og snakke med lægen. Han mente, at der var et andet, som virkede mindre sløvende.

Han havde ret,  men siden jeg begyndte på det, har jeg i perioder været så svimmel, at jeg ikke turde sætte mig ind bag rattet i bilen. Jeg så dobbelt, fik kvalme og blev ramt af en ugidelighed, jeg aldrig tidligere har følt. Det var lige før jeg fik behov for noget antidrepresiva!

Nå, spøg til side. Jeg er stoppet med medicinen og har fået mine gode gamle føleforstyrrelser tilbage, og dem lever jeg bedre med end med konstant svimmelhed.

Selv om det er et par dage siden, jeg valgte at droppe pillerne, vender svimmmel- og ugideligheden tilbage med jævne mellemrum. Da jeg stod under bruseren i morges følte jeg mig næsten helt veltilpas og lavede en dagsorden for dagens gerninger.

Da jeg havde indtaget morgenkaffen og min øvrige medicin, vendte sløvheden tilbage. Den er der stadig her ved 13-tiden. Jeg kan ikke tage mig sammen til at gøre det, jeg burde, fx at skrive nogle artikler til AakirkebyPortalen.

Yderligere fik jeg et mindre stød i livet, da jeg kort før middag mødte op hos min praktiserende læge med et lille, men irriterende problem. I perioder kan jeg ikke høre med venstre øre og kun halvt med det højre. Da jeg siden kemokuren ikke har haft nogen ørevoksproduktion tænkte jeg, at det var den, der var vendt tilbage og kunne elimineres med en øreskylninig.

Den søde sygeplejerske sprøjtede først vand i det værst ramte øre et par gange og undrede sig over, at der ikke kom noget voks retur. Så kom den anden søde sygeplejerske og lyste mig i øret og kiggede med et eller andet spændende instrument på mine trommehinder. Absolut intet ørevoks.

Så spøgte de i al venskabelighed lidt med min alder og manglende hørelse og sagde, at jeg nok hellere måtte kontakte ørelægen for en konsultation.

Jeg har ikke tid til alt det renden til læge og andre behandlere. Og jeg har ikke lyst til at være døv i så ung en alder. Men jeg har lagt en besked hos ørelægen i håb om snart at komme til, så jeg enten kan få min normale hørelse tilbage eller blive udstyret med sådan nogle bittesmå smarte lydforstærkere, der hyler og piver, når de ikke bliver behandlet rigtigt.

Og lige om lidt sætter jeg kursen mod Nexø for at få en times planlagt tortur hos den flinke fysioterapeut på et hold - fortrinsvis bestående af damer, der har ondt i knæene. Jeg skal bare holde min fysiske form nogenlunde ved lige. Men det kan skam godt være hårdt.

Efter torturen i Nexø er jeg nu hjemme igen i min lettere svimle og ugidelige tilstand. Drikker kaffe og forsøger at høre radio. Men det opgiver jeg nok snart, for jeg kan ikke høre, hvad der bliver sagt, kun i pauserne dunkende trommer og andre rytmeinstrumenter, som om der bliver spillet noget af tidens inciterende popmusik.

I Nexø tog jeg først ti minutter på løbe/gangbåndet. Det blev til gang med tempo 6 kilometer i timen. Derefter godt 1500 meter roning på ti minutter. Så var der dømt vandpause, inden jeg tog tre gange ti benpres med en belastning på 45 kilo, derefter armpres med tilsvarende vægt og antal. Efter endnu en vandpause afsluttede jeg med en cykeltur med intervaller. Og for første gang, mens jeg er blevet målt og vejet (og ikke fundet for let) nåede min puls op over det normale under belastning og for min aldersgruppe: 147. Men så dryppede sveden også fra min pande. Jeg var ikke alene svimmel, men så dobbelt. Så det blev til tak for i dag og et lille hvil på en stol i venteværelse, lidt koldt vand på panden og derefter så frisk, at jeg kunne indstille kursen til Aakirkeby.

Jeg  håber at svimmelheden snart forsvinder og at ugideligheden bliver afløst af foretagsomhed.

Godaften  og på genhør.