En dag med enbart gode oplevelser

Billedtekst: Jeg ved ikke, hvorfor selfien vender på hovedet, måske den kendsgerning, at bedøvelsen er ved at forsvinde gør mig lidt ør i hovedet. Men lægen beordrede mig til at tage den lidt med ro resten af dagen. Det råd følger jeg....

Mine børn og Elly har ofte beskyldt mig for at være en stivnakke, fordi jeg sjældent gav mig i diskussioner, i øvrigt af den simple grund, at jeg stort altid havde ret.

Nu er det faktisk sådan, at jeg er født med en ryglidelse, der langsomt gør mig mere og mere duk- og stivnakket. Og lige netop i dag er det forstærket af, at jeg har været på hospitalet og fået fjernet en godartet fedtknude på halsen. Indtil den i december blev scannet og erklæret for uskadelig var jeg lidt nervøs for, at det kunne være en udløber af min kræft. Lægen, der førte kniven i dag, kunne efter den vellykkede operation bekræfte, at det blot var en fedtknude, han havde befriet mig for. Operationen og den efterfølgende lukning af såret med nogle sting tog ganske kort tid, og det hele var stort set smertefrit, selv de små prik med kanylen for at lokalbedøve området omkring knuden. Først nu efter jeg er kommet hjem, begynder der at melde sig lidt smerter og hovedpine, så jeg følger lægens råd og tager et par piller.

Under  ventetiden på ambulatoriet mødte jeg min meget venlige kræftsygeplejerske. Hun og urologen skal jeg til den kvartalsmæssige kontrol hos i næste uge, så jeg fik taget blodprøver forleden. Hun kunne med sit smil og omsorgsfulde væsen give mig den nyhed, at mine tal var rigtig gode, så nu behøver jeg ikke frygte besøget i næste uge.

Dagen har sådan set været præget af udelukkende gode oplevelser. Den største var, hvis jeg lige kan glemme mig selv, at Falck i formiddag kom hjem med Elly, der har ligget med lungebetændelse på hospitalet i godt en uge. Selv om hun er lidt træt, ser det ud til, at hun har det betydeligt bedre end under hospitalsopholdet, og nu sidder hun og ser fjernsyn, indtil hjemmehjælpens empatiske medarbejdere kommer igen om et par timer.

Nu skal Elly og jeg tage den lidt med ro et par dage. Det ser jeg faktisk frem til, ligesom jeg glæder mig til en nat, hvor jeg igen kan høre hendes åndedrag. Det har jeg savnet, ikke mindst når jeg i den forløbne uge er vågnet og været urolig over, at jeg - af naturlige - grunde ikke kunne høre hende.

Og så har jeg i øvrigt glemt at glæde mig over et fantastisk venskab med Elly og Ivar Bilenberg, der straks, jeg meldte om operationen, stillede sig til rådighed med transport frem og tilbage. Det var Elly Bil, der vandt opgaven, mens Ivar var ude og kæmpe en ædel kamp med bridgekortene på Bornholms Højskole. Tak til Elly for upåklagelig service!