Dyre velsmagende tebirkes - næste gang på den gammeldags facon
Godmorgen i Præstedammens køkken. Skulle måske sige godformiddag, da morgensyslerne tog mere af min tid, så jeg ikke nåede til computeren.
I dag handler det ikke om aftensmad, men faktisk noget, man bestemt nyder til morgenkaffen, eller teen. I nogen tid har jeg haft lyst til at lave tebirkes.
Jeg læste om, hvordan man laver dejen ved at folde og rulle så mange gange, at jeg blev næsten svimmel.
Så stiftede jeg i anden sammenhæng bekendtskab med færdiglavet butterdej fra supermarkedets køledisk. Her mente jeg, at løsningen måtte ligge, gik på nettet og fik det nedslående svar, at man er nødt til at lave det hele selv. Jeg spurgte også husmødre i min omgangskreds. Men jeg følte ikke ligefrem opbakning til mit forehavende at lave tebirkes af færdig butterdej.
Og så er det jo, at man bliver stædig, ja, måske ligefrem dumstædig!
De seneste år, hvor jeg har påtaget mig de husmoderlige pligter her i hjemmet, har jeg gjort rigtig mange forsøg. Og når sandheden skal frem har flere været mislykkede. Men man skal jo lære af sine fejl.
Nå, men jeg skulle forsøge at lave tebirkes af færdig butterdej. Jeg købte to ruller, der så vidt jeg kunne vurdere svarede til hjemmelavet dej i en opskrift fra Alletiders Kogebog.
Men da man i min ungdom kaldte det for smørbirkes tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme lidt ekstra smør i dejen. Som tænkt så gjort. Jeg rullede den ene portion færdig ud på et meldækket bord, skar en pakke rigtig lurpakket smør ud i skiver på knap en centimeters tykkelse, fordelte smørstykkerne på dejen og lagde den anden rulle butterdej ovenpå.
Trykkede det hele sammen med kagerullen. Foldede. Og rullede. Foldede. Og rullede. Hvor mange ved jeg ikke, men indtil jeg havde fornemmelsen af, at smørret var blevet en integreret del af den smidige dej.
Så rullede jeg det ud til en tynd dej på ca. 20 gange 60 centimeter. Forinden havde jeg rørt en remonce bestående af sukker, blød smør, vanillesukker og lidt marcipan. Fordelte dette nye sundhedsprodukt (!) ud på midten af dejen, foldede tre gange på den lange led og skar 11 næsten lige store snitter af dejen, vendte dem om, smurte med sammenpisket æg og pyntede med blå birkes. Jeg frøs halvdelen ned og den anden halvdel blev sat til langtidshævning i køleskabet.
Pause til næste morgen, hvor jeg tog de fem ubagte birkes ud af køleskabet og satte ovnen på 225 grader. Der var ikke sket den ønskede hævning, men forventede, at det ville komme under bagningen, ca. et kvarter på midterste rille.
De blev nydelige, fik form som alt for små tebirkes. Men de smagte godt.
Det er nok de dyreste tebirkes, jeg nogensinde har smagt. Og når sandheden skal frem bliver resultatet måske først perfekt, når jeg næste gang laver det hele fra bunden. Jeg har jo fundet ud af, at det arbejde med at rulle og folde ikke er nær så besværligt, som man kan få indtryk af ved at læse opskrifter.
Velbekomme!