Det sker i Aa Kirke, mens den lukkes i fire måneder
Kirketjener David Nestved udpeget steder på murene, som trænger til det restaureringsarbejde, som nu sættes i gang.
I perioden fra 3. januar til påske, der i 2019 falder i sidste halvdel af april, vil Aa Kirke være lukket for kirkelige handlinger.
Det sker for at den kan restaureres indvendigt.
Arbejdet består bl.a. i at kalke væggene, male bænkene og slibe gulvet af og installere fjernvarme.
Bænkene vil blive taget ud og malet på værksted, mens gulvet slibes af og væggene kalkes/males.
Gulvet trænger meget, og når man kigger efter er der også afskalninger på vægge og afslag i malingen på bænkene.
I forbindelse med arbejdet vil bænkerækkerne vende tilbage uden de lidt klodsede lysestager, som er sat på hver bænkerad. De passer ligesom ikke ind i stilen i den gamle kirke. Og der kommer ikke anden form for lysestager på bænkene.
Det er kirketjeneren, David Nestved, glad for, fordi dryppende stearin på trægulvet ikke er til at fjerne, da dele af stearinen trænger ned i træet.
[caption id="attachment_5964" align="alignleft" width="300"]
Det er blevet vurderet at de lidt klodsede lysestager på bænkene ikke skal sidde dér, når restaureringsarbejdet er overstået.[/caption]
David Nestved fortæller i øvrigt, at man i 1960erne etablerede et genialt opvarmningssystem i kirken med varmluft, som blæses ud i kirkerummet via nogle kanaler øverst oppe på muren, lige under træloftet. Det betyder en hurtig opvarmning og et tørt kirkerum, hvor murene er velbevarede og ikke angrebet af fugt. Da Nestved blev ansat ved kirken for nogle år siden opdagede han sammen med en elektriker fra Knud Jensen & Søn, at man havde dette geniale system, som elektrikeren renoverede og udviklede et særligt styringssystem til.
At kirken trænger til en opfriskning er ikke mærkeligt, da det er ca. 50 år siden det skete sidst.
Mens Aa Kirke er lukket, foregår de kirkelige handlinger i Sct. Peders Kirke, hvortil man i øvrigt efter behov kan bestille kirkebilen.