Det her handler ikke om Aakirkeby, men om noget vigtigt i Ellys og mit liv

Det her handler ikke om Aakirkeby, men om noget vigtigt i Ellys og mit liv

 

Billedet herover viser Gitte og Knuds hus, hvor vi i næsten 50 år nød en fantastiske gæstfrihed. Her var en sjælden atmosfære og en pragtfuld udsigt.

Jeg skulle mødes med min penneveninde og en af hendes veninder på Bornholms Kunstmuseum, men var måske lidt for ivrig efter at nyde deres charmerende selskab. Så der blev tid til at køre en tur ned omkring Nørresand, hvor Elly og jeg kom meget fra 1967 til Elly blev syg for tre år siden. Her boede vores børns reservebedsteforældre, Gitte og Knud Larsen. I et hus med den mest fantastiske udsigt over Østersøen og op langs den nordbornholmske klippekyst. Og med en hyggelig atmosfære, som vi sugede til os.

Her var den mest charmerende solnedgang, og når vi kom hen til midsommer kunne man både opleve solopgang og solnedgang samme dag. Vi var naturligvis med til Gittes begravelse for alt for mange år siden. Da Knud skulle bisættes for godt tre år siden var jeg i kemo og derfor så træt, at jeg måtte opgive. Elly var begyndende dement, men var med og var meget glad for, at hun fik taget afsked med dette herlige menneske og møde deres tre døtre.

Elly havde vist pralet lidt med mig overfor Gitte og Knud der tilbage i 1967, da jeg skulle med ned at besøge dem første gang. Jeg blev set an - og hurtigt accepteret. Elly havde kommet der i fem år med jævne mellemrum og skulle nu præsentere den nye “sheik”, som Gitte kaldte mig, indtil hun begyndte at kalde mig ved mit fornavn.

Og hvor har vi haft mange skønne stunder hos Gitte og Knud. Og vores børn var så begejstrede for at komme der, at de en gang imellem var svære at få med hjem. En del af vores børnebørn har også ofte spurgt, om vi ikke skulle tage ned og besøge dem.

Så det var nærmest familie.

Hvedebrødsdage i kælderen
Da Elly og jeg blev gift i november 1967 havde vi lånt et sommerhus i Salene. Det var hundekoldt udenfor og indenfor, og selv om vi var nygifte kunne vi ikke holde varmen, så vi tog hen til Gitte og Knud og blev indlogeret i deres kælderlejlighed, hvor det meste af vores hvedebrødsdage blev tilbragt, og så kunne vi også nyde Gittes opvartning og dejlige mad.

Knud var tømrer og Gitte hjemmegående, så der var ikke så meget at slå til Søren med, men Gitte var ekspert i at få noget ud af pengene - også når det gjalt den daglige husholdning. Underligt, at Knud var så tynd. For det var sund, nærende og dejlig kost.

Når vi har forladt det dejlige ægtepar i deres pragtfulde hus, har vi ofte tænkt, at når de en gang ikke kunne mere, skulle vi købe det. Men det blev af gode grunde aldrig til noget. Hurtigt efter Knuds død blev det solgt, og de nye ejere er i gang med at gennemrenovere det med stor respekt for det oprindelige. Selv de nye kviste på begge sider af huset falder så naturligt ind i Nørresand-miljøet, at man skulle tro, at de havde været der,  siden Knuds far og mor lod det bygge omkring 1920.

Bjælkehytten på Stand-By
Desværre er det anderledes med bjælkehytten oppe på klipperne i baghaven. Den er meget forfalden, og jeg ved ikke, om de nye ejere vil renovere den med det oprindelige tag med mos og husløg.

Jeg mener at hytten, som hed Stand-by, er opført af en dengang kendt gartner, Nyeland, der kom meget i Gudhjem om sommeren og som også var kendt for at have etableret Prinsessehaven for enden af Nørresand med en masse sjældne planter.

Elly og jeg har flere gange overnattet i hytten.

Nørresand 19 var som et andet hjem for os. Og Gitte og Knud var de altid gæstfrie værter, hvad enten vi overnattede eller blot kom forbi på en kort visit.

I deres unge dag i 30erne og 40erne kom især Knud, der var barnefødt på Nørresand, sammen med alle de kunstnere, der senere blev kendt viden om, bl.a. Høst, Hertz, Haagensen og jeg husker ikke alle de andre. Men deres hjem bar præg af det. Et ikke helt almindeligt hjem.

Det glæder mig, at det nu bliver restaureret efter alle kunstens regler.

Dejligt gensyn med Kunstmuseet

Og besøget på Kunstmuseet. Jo, det var som sædvanlig en dejlig oplevelse. Jeg havde været der sidste gang sammen med Elly og vores ældste barnebarn, Karoline, lige før sådan nogle oplevelser ikke mere var noget for Elly.  Jeg holder meget af den faste udstilling og kan ikke nægte, at mit favoritbillede er Zahrtmanns “Det mystiske bryllup i Pistoia”. Man kan læse meget mere om maleriet i en artikel i Kristeligt Dagblad af den herboende journalist Daniel Øhrstrøm ved at følge dette link.

Elly var i øvrigt som politiker tilbage i 90’erne med til stædigt at holde på, at museet skulle etableres, selv om folkestemningen ikke var til det. Dengang gik hun hånd i hånd med amtsborgmester Knud Andersen i kampen for kunstmuseet, der jo i dag er en perle, som mange af datidens modstanderen har erkendt var en rigtig investering. Nu glæder jeg mig til de nye tiltag med at samle kulturhistorisk museum i Rønne og kunstmuseet. Det er som om det er en venden tilbage til oprindelige tilstande. Bare i meget bedre omgivelser.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler