Det bliver både en stor figen- og kornhøst her på Midtbornholm

Det bliver både en stor figen- og kornhøst her på Midtbornholm

Jeg har lige på min Facebookprofil glædet mig over, at de bornholmske bønder får en stor og fin høst i år.

Vi haveejere på Midtbornholm får også en stor frugthøst, eller vi gør det i hvert fald her ved Præstedammen, hvor det lige nu er blommer, de første æbler og store flotte figner, træer og buske bugner med.

Fignerne kan blive til en dejlig dessert till efterårets og vinterens gæstebud, og her er mit bud, hvordan:


De overskårne figner danner sådan et smukt mønster.

Jeg har set det i mange haver her på Midtbornholm. Figenbuskene bugner af frugt. De kommer tidligt, fignerne bliver store, og det tegner til, at man vil kunne høste helt frem til den første frost.

Så jeg skal lave brændte figner af den første høst. Eller jeg er i gang med det. Jeg gjorde det også i fjor, men det var en meget langvarig proces. Nu har jeg på Alletiders Kogebog fundet en lidt hurtigere fremgangsmåde, der passer bedre til mit temperament. Og som sædvanlig følger jeg ikke opskriften slavisk. Det ville ligne mig dårlig!

Men jeg har plukket cirka et kilo figner, skyllet dem, skåret eventuelle stilke af og delt dem i halve. Lagt dem lag med 750 gram  økologisk rørsukker, en dyr-dyr vanillestang og lidt citronsaft.

Om et par dage tager jeg fignerne op, og sukkeret koges ind til en sirup, der overhældes fignerne. Måske gentages processen. Det vil tiden vise.

Til sidst puttes det hele i bradepanden i ovnen på svag varme. Må under ingen omstændigheder koge!

Resultatet fyldes i henkogningsglas og tilsættes et glas sød rom.

Forfatteren skriver meget sympatisk, at man skal huske et glas til kokken, hvilket hermed er bevilliget. Og så skriver vedkommende videre: “Fignerne gemmes, så længe du kan holde fingrene fra dem”.

Men det bliver ikke noget problem i år. Der bliver masser af figner, som kan gennemgå den samme proces og lagres til vinterens gæstebud.

Og jeg skal da lige fortælle, at jeg har tænkt mig at servere fignerne sammen med hjemmelavet  vanilleis.

Og det er så godt med sådan en dessert, at den kan laves lang tid, før den skal bruges. Så man undgår stress på dagen, hvor gæsterne indfinder sig.


... og så låg på et par dage, inden der skal koges lage.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler