Der er blevet så smukt på Aakirkeby Kirkegård

Der er blevet så smukt på Aakirkeby Kirkegård

Dengang Elly og jeg flyttede til Aakirkeby gik søndagsspadsereturen med hundene ofte til kirkegården, hvor der altid var smukt og hyggeligt, hvor hundene kunne snuse (vi havde poser med) og vi studerede gravsten. Der var mange, hvis navne vi genkendte. I dag er der (uhyggeligt) mange flere efter blot ti år i byen. Men det må jo have noget med alder at gøre.

Kirkegården har i de senere år undergået en vældig forvandling fra før store gravsteder til i dag fortrinsvis små urnegravsteder, og personalet har formået at gøre den til et dejligt sted at gå tur. Nu uden hund(e). Efter Ellys død kommer jeg der nu flere gange om ugen og tænker tilbage - med glæde - på alle de ting, vi har oplevet sammen.

I dag tog jeg en længere spadseretur - ud omkring Kannikegårdsskoven og hen til kirkegården og Ellys gravsted.

På vores 52 års bryllupsdag for 14 dage siden, blev Ellys urne sat ned, og siden har jeg beplantet det lille friområde foran stenen med planter, som en god ven har hjulpet mig med at vælge. Samme dag fik jeg en meget smuk buket af Ellys ældste veninde og kollega, Mona og hendes mand Jørgen. Mona er fra Nørresand og bor i dag syd for København sammen med sin mand, der var sergent i Segen samtidig med at jeg aftjente den sidste del af min værnepligt dér. Buketten fra Mona og Jørgen var naturligvis rød, der var/er Ellys og min yndlingsfarve, og den stod indtil i går. Så kunne de sidste blomster ikke mere. Tilbage var bare en gren med smukke røde bær.

Jeg har aldrig vidst, hvad den hed, men set den i buketter i de senere år og nu via Google fundet ud af, at det må være virginsk vinterbær. Den smukke gren tog jeg med ud til Ellys gravsted, hvor den nu kan ligge og pynte, til bærrene eventuelt bliver ædt af fuglene.

Virginsk vinterbær er en nordamerikansk busk, der for at give bær kræver både en hun- og en hanbusk, og som bedst trives i fugtig jord. Man kan dyrke den herhjemme, og hvis min have var lidt større, ville jeg plante en af hver og selv frembringe de grene, der bærer røde frugter på denne tid af året.

Der er så fredfyldt på kirkegården, og her kan jeg sidde og lade tankerne flyve, når det ikke er for koldt - og tænke på alt det, jeg har mistet ved Ellys sygdom og død og alt det hun gjorde for mig, som stadig gør livet værd at leve. Det er godt for sjælen. Tror jeg.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler