Dengang der var svaner i Præstedammen

Dengang der var svaner i Præstedammen

Anlægget her ved Præstedammen blev til i 1912, da byens forskønnelsesforening sørgede for, at den meget lille dam blev udvidet og området omkring den blev beplantet, bl.a. med de to - i dag store blodbøge, der stolt står ved indgangen fra den sydøstlige del af området. og under særlige solforhold spejler deres toppe i vandet.

I årevis har det været tradition, at beboeren af mit hus var lods eller havnefoged og havde pligten til at holde ænder. Jeg har dog arvet titlen af min gode nabo i Østergade, halinspektør Jens Mikkelsen, da han døde for en del år siden. Under hans sygdom lovede jeg ham at passe de daværende ænder. Det var en del af forpligtelsen, som fulgte med æren, at man skulle holde ænder. Så den har jeg efter bedste evne fastholdt, siden Jens døde. Med vekslende held.

I begyndelsen var der et hvidt andepar, som fulgte med “arven”. Det fik seks-syv små gule ællinger den første sæson, men alle gik til, formentlig trukket under vandet og druknet af nogle af de større fisk i dammen, andre blev nok til mågeføde.

Da de hvide ænder forsvandt i en streng vinter, måtte jeg skaffe nogle nye og lidt mere robuste. Det blev til et sort andepar, som jeg ikke husker navnet på. Men de var meget flotte. Til gengæld svære at få øje på, når solen skinnede.

Da det ikke lykkedes dem af få ællinger, klagede jeg min nød til leverandøren, Kurt Hansen, der bor på en ejendom nede ved Raghammer. Han sørgede for, at de sorte blev indfanget og sendt på pension i en lille dam syd for Aakirkeby, hvor de vistnok blev papforældre til et kuld ællinger.

Som afløsere for dem fik jeg det nuværende andepar af racen gule svenske. Hr. og fru And er faldet godt til, og især herren skræpper gevaldigt op, når jeg viser mig uden for huset, og kræver hvede. De to kommer meget tæt på mig og lader sig fodre på en halv meters afstand. Men så heller ikke nærmere.

Om foråret er han meget galant og lader fruen tage det første næbfuld af kornet. Men her uden for parringssæsonen er galanteriet glemt!

Selv om de hygger sig meget voldsomt om foråret, er det ikke blevet til ællinger, og det skyldes nok det farefulde område med glubske fisk og fugle.

For et par år siden slog et gråandepar sig ned i et flydende andehus, vi havde sat ud i dammen. Vi opdagede dem først rigtig, da anden en dag præsenterede tretten ællinger, som hun svømmede rundt med et døgns tid, inden hun besluttede sig for at forføje sig bort fra fjenderne.

Men det er en anden historie.

Tilbage til tidligere tider.  Omkring 1933 tog klokkemâgarinj Eivind-Gaalaas-Hansen billedet, der pryder denne historie.

1933 var nemlig året, hvor der blev sat svaner ud i Præstedammen.

Hvor længe de var her, vides ikke. Men sandfærdigheden dokumenteres af fotoet, hvor svaner og en lille kat ser hinanden an.

Forskellige katte har også vældig lyst til at nappe en af mine svenskere. Men det er heldigvis en for stor mundfuld, selv for velvoksne katte. Og når hunde kommer for tæt på fortrækker andeparret til Præstø, hvor deres hus står.

Det gamle billede har jeg fået af Ebba Flinck, der er datter af fotografen. Ebba, der er vokset op her i byen, faldt under flytning i Rønne på det og var så sød at tænke på mig og min titel som “lods”.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler