De artige børn: Hellere tv end julebag
De artige børn fra Rønne, Adele og Johannes, kom på besøg med deres far og mor, Heli og Thomas, og så var det ellers meningen, at der skulle bages vanillekranse. Men hjemme i Rønne er der restriktioner på tv-kiggeriet, så Adele og Johannes valgte fjernsynet til og bagningen fra. Storebror Valdemar var til et arrangement i Rønne, så han var ikke med, men får nok lov at smage, efter at de andre er kommet hjem. Heli havde lavet dejen hjemmefra, ligesom i fjor, efter opskrift af Mette Blomsterberg, men hun havde nok kommet lidt rigeligt af de lækreste ingredienser i dejen. I hvert fald var det de færreste småkager, der kom til at ligne vaniljekranse. Men smagen fornægter sig ikke, og formen er vel egentlig ligegyldig. Jeg foreslog Heli, der jo stammer fra Estland og hedder Niit til efternavn, at vi bare kunne kalde kagerne, der ikke blev små, for Niitter. På fotoet til venstre er Heli og Thomas i gang med at gøre klar til bagning.