30 grader i skyggen her ved Præstedammen

30 grader i skyggen her ved Præstedammen

Ofte er det halvskidt vejr til Sankt Hans, og så plejer det at blive bedre den 25.-26. juni - og i min erindring om en lykkelig barndom varede det ved til et godt stykke efter skoleferien. Vi sad og stønnede ved vores pulte og følte ikke, at det var værd at gå i skole, når det var så varmt.

I min høje alder er man endnu mere følsom for det varme, lumre vejr, vi har haft fra før Sankt Hans, og det ser ud til at toppe i dag, hvis man ellers kan stole på DMI. Kl. 10 viste mit termometer 30 grader i skyggen. DMI er lidt mere moderat og nøjes med 26 og næsten vindstille. Havde så bare været en lille frisk brise.

Nå, vi behøver ikke beklage over det gode vejr, men må nøjes med at stønne og søge skygge eller til havets forfriskende vover. I følge DMI er vandtemperaturen ved Bodernes strand 16-18 grader. Man skal til Nordvestbornholm for at opleve lidt varmere havvand. Og jeg synes helst det skal være 21-22 grader, før jeg hopper i.

Her ved Præstedammen stønner katten og jeg sammen, bortset fra, at katten et gået ud og har lagt sig i skyggen af et æbletræ. Der ligger hun og spinner og misser med øjnene og kommer kun ind i lummervarmen, når hun er sulten eller tørstig.

Da vi for vel omkring 10 år siden plantede en avnbøgehæk mellem forhaven og indkørslen fjernede vi andre vækster, men havde ikke held til at tage kål på en rose, der nu har fået lov at blive stående og minde om, at der skal være plads til os alle. Lige i øjeblikket glæder den med sine enkle, kridhvide og duftende blomster.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler